© 2018 Wunderkind | Skyttegade 7, 4., 2200 Kbh N | Tlf. +45 5386 2020 | CVR: 3727 7924 

Sådan bliver du eksperten,
medierne ringer til

Din mening har ofte værdi for andre – men det gælder om at få den ud til de rigtige mennesker.

»Inde på redaktionen i Radiohuset, på avisernes redaktioner og på tv sover de aldrig. Der sidder altid, døgnet og året rundt, en flok kaffedrikkende og smøgrygende journalister parate for at opsnappe de sidste grusomheder fra hele verden og bringe dem så hurtigt som muligt ud til det blodtørstige publikum foran tv-skærmen, ved radioapparaterne og bag aviserne.«

 

Sådan lyder en af myterne om journalister i Mogens Meilbys grundbog i journalistik fra 1996. Bortset fra smøgerne, som for længst er blevet bandlyst, holder denne udlægning på sin vis stadig ret godt. Journalister arbejder hurtigt og præcist og bringer information ud til befolkningen. Når den ene kilde ikke tager telefonen, så ringes der videre til den næste, som måske har svaret på et spørgsmål til en artikel.

 

Journalistik handler om at søge svar på spørgsmål, som er vigtige for befolkningen. Så hvis du qua din virksomhed har markedskendskab til dit felt, er du en valid kilde til brug i medierne. Lad os tage et eksempel.

Navn: Lise Nytoft Bergmann

Medieomtale: 1.026 gange fra 1/1 til 11/6

Emne: Boligmarkedet

Job: Chefanalytiker i Nordea Kredit

Anslået annonceværdi i perioden: 23.015.784 kroner

Ovenstående er taget fra en artikel i fagbladet Journalisten fra 2014, hvor Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann beskrives som en »enestående krydsning af en boligøkonom og en pressemedarbejder« og »en af de mest citerede bankkilder i Danmark.«

 

Ved at være tilgængelig, hurtig og saglig har Lise Nytoft Bergmann indbragt over 23 mio. kr. i anslået annonceværdi for Nordea.

 

Lise Nytoft Bergmann er en stjerne, men det er ikke umuligt at gøre hende kunsten efter.

 

Grundlæggende handler det dels om synlighed, dels om saglighed. Og det begynder hos dine kunder og ikke i medierne. Hvis du kan hjælpe dine kunder, kan du også hjælpe journalister med at forstå dit felt.

 

Først og fremmest skal du hjælpe dine kunder med at få svar på deres spørgsmål om dine produkter – du har specialistviden, så vær ikke bange for at dele ud af den. Når du besvarer kundernes spørgsmål om dine produkter, kan det tiltrække andre kunder, som søger svar på lignende spørgsmål.

 

Det indebærer, at du kender dine kunder, og at du taler med dem og finder ud af, hvad de har af udfordringer, som du kan løse – se det som en god ven, der har brug for en hjælpende hånd. Dine kunder vil elske dig for det.

 

Når det gælder om at producere indhold, som er relevant, sidder alle virksomheder på en guldgrube af de mest kompetente indholdsleverandører: medarbejdere. Som indholdsleverandører er dine medarbejdere dem, som er allermest i kontakt med kunderne og produktet. Så selvom topledelsen får direkte tilbagemeldinger fra enkelte medarbejdere med ansvar, så er det på produktionsgulvet, at de rigtige erfaringer bliver til – det er her, problemer bliver løst efter bedste evne.

 

  1. Dine medarbejdere skal skrive om de ting, som de beskæftiger sig med hver eneste dag – det er de eksperter i.

  2. Kvalitetsindhold kommer fra de mennesker, som dagligt sidder med problemerne, som de løser efter bedste evne.  

 

Når dine kunder ser dig som en ekspertkilde, vil journalister også begynde at se dig sådan, og derefter kan det mere traditionelle arbejde med at sende indhold direkte til journalister begynde.